Mød vores team


Hos Rebel sætter vi en ære i at opretholde en god og uhøjtidelig stemning. Både når vi kører service, men også i teamet, hvor der er en uformel og positiv tone. 

Vi tror ikke på, at alt skal være så fisefornemt. Det er vi nemlig ikke selv. Men derimod er vi sindssygt ambitiøse og forsøger konstant at udfordre både vores egne og vores gæsters smagsløg og samlede oplevelse, når vi sætter menuen og de tilhørende vine. 

Vi vil aldrig per automatik komme med lange trættende og oversofistikerede foredrag om vinenes oprindelse - men vi ved det og meget mere, så hvis du er interesseret, er du altid velkommen til at spørge.

NATTHEE THUNGNOI

Restaurant Manager og sommelier

Han kan mere og andet end bare at rende rundt med tallerkner. Hvis du spørger ham om forskellen på forskellige druer, er han altid garant for et svar. Natthees indre vinkatalog er lige så omfangsrigt som en Christiansborg-politikers dårlige undskyldninger. Så det siger ikke så lidt.

Natthee har erfaring som restaurant manager Kiin Kiin, Gastronomique, De Gaulle og Alberto K.

SIMON YOON LEHNEMANN

Køkkenchef

Når Simon ikke sover, så laver han mad. Og hvis endelig han ikke laver mad, så tænker han på det. Selvom han er blevet plaget om det i evigheder, nægter han at lave boller i karry til p-mad. Hans drive og ambitioner er nemlig altid større end det. Perfektionistisk som få og med sans for æstetik, kreativitet og overraskende velsmag styrer Simon køkkenet med entusiasme og motivation.

Simon har erfaring fra blandt andet Kokkeriet,  Trio, Almanak og Jensens Bøfhus (hvilket er løgn, men han bliver skide irriteret over, at vi skriver det - og det er sjovt)




 

NICHLAS B.R. MORTENSEN

Tjener og sommelier

Han ligner en blanding af en countrymusiker og en lastbilchauffør. Men bag hans harmløse ydre gemmer sig et topdedikeret vinkender, som på befaling kan brillere med vinhistorier, som Jørgen Leth kan diske op med franske munke. Nichlas pendler hver dag helt fra Korsør. Det tårnhøje transportfradrag bruger han på vin og Pokemonkort.

Den i øvrigt super flinke Nichlas har erfaring fra blandt andet A.O.C. og Flammen, hvor han stod og vendte svinemørbrad (hvilket også er løgn, for han spiser slet ikke gris)

PHILIPPE POULSEN

Kokkeelev

Han er halvt fransk - og han elsker fransk. Og bag de charmerende krøller finder man en dedikeret og positiv madsjæl, der trods sit fornemme ophav mest af alt elsker brunsviger. Når det primitive fynske bagværk sættes foran snuden på ham, sætter han alt - inklusive kæresten - til side og giver sig til at gnaske løs på vidunderet.

Phillipe har været på Rebel siden 2019.

Store Kongensgade 52
1264 København K
Telefon: 33 32 32 09
Mail: info@restaurantrebel.dk

Åbningstider / opening hrs

Tirsdag-lørdag 17.30 - 22
Tue- Sat 17.30 - 22

Takeaway
Onsdag - lørdag 16-18
Wed - Sat 16-18